DEPRESSION KAN IKKE TIES IHJEL

 

 

For noget tid siden skrev jeg et indlæg om depression. I indlægget kom jeg kort ind på min egen tid med depression og opfordrede til at vi taler åbent om psykisk sygdom.

Jeg har derfor besluttet, at skrive det her indlæg, som går et spadestik dybere i forhold til min egen depression.

 

DER HVOR DET HELE BEGYNDTE

Jeg var 18 år da min depression brød ud i lys lue. Nå jeg kigger tilbage på den tid i dag, så er jeg slet ikke i tvivl om, at jeg har gået med tegn på depression længe, måske endda år.

Grunden til, at den brød ud, da jeg var 18 år, skyldes mange ting. Fx så var jeg blevet færdig med min studentereksamen og stod overfor at skulle starte på universitetet og dermed flytte hjemmefra. Meget store ændringer i livet.

Samtidig så havde jeg indenfor 1,5 år oplevet at miste to onkler, at min far blev rigtig syg og at min faster blev erklæret uhelbredelig syg med kræft.

Min facade begyndte stille at krakelerer, og pludselig stod jeg der, hvor min verden var faldet i grus uden jeg havde formået at stoppe det.

 

UBEHANDLET DEPRESSION

Jeg flyttede til Odense og startede på universitetet, men jeg holdte kun i 14 dage. Jeg måtte vende næsen hjem til sjælland og flytte tilbage på værelset i mit barndomshjem igen. Her lå jeg i min seng det meste af tiden.

Jeg gik til min læge relativt tidligt i forløbet, hvor jeg fik antidepressiv medicin og en henvisning til en psykolog. Jeg fik verdens dårligste psykolog. Efter 2-3 besøg mente hun, at jeg kunne klare resten selv og afskrev mig som patient. Jeg vidste det ikke var sandt, men jeg protesterede ikke for jeg ønskede ikke at sidde og krænge min sjæl ud til et fremmede menneske.

I en lang periode havde jeg det så dårligt psykisk, at min krop reagerede fysisk. Jeg kastede op hver morgen og jeg havde konstant kvalme. Samtidig var jeg gal, ked af det og frustreret. Jeg havde svært ved at være i min egen krop og jeg følte mine tanke kørte med 240 km/t.

 

En del af min redning blev, at jeg fik et fristed hos min kusine. Jeg var der rigtig meget i en meget lang periode. Her legede jeg med hendes lækre unger, havde lange samtaler med hende og generelt set havde jeg et sted, hvor jeg ikke følte jeg behøvede at være okay.

Mine forældre var bekymret og jeg tror også til tider de har været meget bange for, hvad jeg kunne finde på at gøre mod mig selv. Jeg har altid snakket med mine forældre når jeg har haft det svært, men jeg kunne ikke snakke om det her. Jeg havde ganske enkelt for ondt og de var for tæt på.

 

Et år efter jeg var vendt hjem fra Odense, startede jeg på pædagogseminariet. På daværende tidspunkt fungerede jeg okay, men jeg var ikke ude af min depression. Et år inde i uddannelsen kom jeg i 6 måneders praktik i en børnehave. I den forbindelse brød min depression igen ud i lys lue og jeg udviklede angst oveni.

 

Jeg havde dage hvor jeg ikke turde stå ud af min seng, fordi jeg var overbevist om at verden ville ramle omkring mig, i det øjeblik jeg prøvede. Jeg aner ikke hvordan jeg kom igennem den praktik. En stor del af det tror jeg klart skyldes, at jeg var hos mine forældre det meste af tiden, selvom jeg var flyttet hjemmefra 6 måneder tidligere.

Jeg tog hjem til min forældre næsten hver dag efter arbejde. Her lavede min mor mad til mig, hun vaskede mit tøj og imens sov jeg på deres sofa i et par timer. Det var de eneste timers søvn jeg fik, som ikke var urolige. Her sov jeg trygt og dybt. Efter at have spist aftensmad, var jeg der måske en time eller to og så tog jeg hjem til mig selv, og gik i seng.

 

Min superkræft er, at kunne lade som at alting er okay. Selvom det slet ikke er.

-Ukendt

 

BEHANDLING OG SELVINDSIGT

Senere kom jeg i psykologbehandling igen og denne gang var det hos en rigtig god psykolog. Jeg gik hos hende i det meste af et år og i den tid fik jeg en selvindsigt, som hjalp mig langt. Jeg fik det gradvist bedre. Så meget, at jeg både kunne smide min antidepressiv medicin og min angst medicin.

Siden da har jeg gennemført min uddannelse, haft flere jobs og været sygemeldt 3 gange med stress og depression. Jep – jeg var ikke rask.

 

Det er først for nogle år siden, at det gik op for mig, at jeg er født særligt sensitiv. Da jeg indså det, så åbnede der sig en helt ny verden og en helt ny forståelse for mig selv. Siden da har jeg kæmpet rigtig meget med at aflære gamle mønstre. Lære at mærke efter hvornår jeg er fyldt op af indtryk, lært at ’søge ly’ og få alenetid inden at jeg ender med at blive så overstimuleret, at jeg ikke magter noget i flere uger.

 

Dog har jeg hele tiden været klar over, at jeg også bærer rundt på noget dybt inde i mig, som jeg ikke har fået bearbejdet. Hvad det var, var jeg ikke rigtig klar over, men jeg var ikke i tvivl. Der måtte ganske enkelt være noget der ikke var blevet fikset. Noget der gjorde, at jeg blev ved med at have det så skide svært og være så møg sårbar.

 

HER ER JEG NU

Jeg har kæmpet i 10 år for at få den hjælp jeg har brug for. Jeg har været hos adskillige psykologer, jeg har haft flere psykiatere og jeg har været så desperat, at jeg meldte mig på psykiatrisk skadestue, i håb om at de ville hjælpe mig. Desværre hjalp intet af det.

Det hjalp først, da jeg snakkede med min psykiater om, at jeg havde brug for hjælp. At jeg havde brug for et intenst terapi forløb, men at ingen tog mig seriøst når jeg sagde det. Jeg følte, at fordi jeg var i stand til at sætte ord på det, så tog systemet det ikke alvorligt nok.

2 minutter senere havde han sendt en henvisning afsted og nu er jeg så startet i terapi på privathospital.

Jeg er SÅ lettet over, at jeg endelig er blevet taget seriøst. Det i sig selv, er en kæmpe sten der er faldet fra mine skuldre. Nu håber jeg, at jeg kan finde ind til roden af mit problem, at jeg kan begynde at rydde op i alt det, som ligger i min rygsæk.

Der er forskel på at give op, og at vide hvornår du har fået nok.
-Elsebeth Fogh

 

SAMFUNDET HAR ET ANSVAR

Nu har I fået fortalt min personlige historie i korte træk. Det er en stærk historie, som dem der har været tæt på mig også har lidt under. De har måtte stå på sidelinjen og se på hvor svært jeg har haft det uden, at de har kunnet gøre noget for rigtig at hjælpe mig.

Det er det svære ved depression. Det er dig selv der skal gøre arbejdet. Det er virkelig hårdt når man er helt derude, hvor man ikke kan finde hoved og hale i sine egne tanker og følelser.

 

Derfor har samfundet også et ansvar – og samfundet det er os, os alle sammen. Vi har et ansvar for, at begynde at snakke åbent om psykisk sygdom. Vi behøver ikke at forstå det, vi behøver ikke at kunne hjælpe, men vi bør alle sammen hjælpe med at snakke tabuet, omkring psykisk sygdom, ihjel. Kun ved at tale om det, kan vi gøre det nemmere for mennesker at søge hjælp. Hvis vi erkender, at det er en sygdom og ikke et personlighedstræk at kæmpe med psykisk sygdom, så tror jeg på, at flere mennesker vil have modet til at søge hjælp tidligere.

 

Jeg har siddet i flere forskellige forsamlinger i mine sygdomsforløb og hørt mennesker sige; “jeg troede ikke jeg var sådan en type der fik depression”. “Jeg troede stress var noget der ramte svage mennesker”. “Jeg troede angst var noget man bare sagde, som dårlig undskyldning for ikke at turde eller gide”.

 

Sådanne udtalelse fortælle rigtig meget om, at vi stadig har et problem. Vi mangler viden, vi mangler at sprede vores viden. Jeg opfordrer ikke til, at vi alle skal til at lege psykologer for hinanden. Jeg tror dog på, at vi kunne redde flere mennesker fra selvmord, hvis vi bryder tabuet omkring psykisk sygdom.

 

Det hjælper altid at tale – vi kan ikke tie psykisk sygdom ihjel.

2 Replies to “DEPRESSION KAN IKKE TIES IHJEL”

  1. Utrolig stærkt at du tør dele din historie! Kæmpe respekt herfra!
    Du har så evig ret. Som du er inde på taler vi ikke nok om det. Jeg tror i bund og grund det ligger i, at man ikke kan se en psykisk sygdom. Man kan se på en kræft patient at vedkommende er syg, eller du kan se at en person har brækket en arm. Men en psykisk sygdom kan man ikke se, og jeg tror det ligger dybt i os, at vi frygter det vi ikke kan se. Samtidig er der også noget ubehageligt ved det ukendte, og som du også skriver, så mangler vi (som samfund) viden om disse mentale sygdomme.
    Det er udelukkende kun folk der selv har været igennem et psykisk sygdomsforløb der kan sætte ord på hvordan det føles. Alle andre kan prøve at forstå det så meget som de nu kan, men de vil aldrig nogensinde kunne forstå det 100%. Derfor synes jeg også det er så hamrende vigtigt at de syge råber højt (selvom det kan være virkelig angstprovokerende) de skal blive hørt, de skal dele deres erfaringer og viden, så folk omkring dem kan komme et skridt tættere på at forstå hvad man egentlig går igennem.
    På den måde tror jeg virkelig på, at vi kan komme dette tabu til livs.

    1. Tak <3
      Jeg opfordrede i mit sidste indlæg om depression til, at tale om psykisk sygdom og så må jeg også efterleve det selv.

      Det tror jeg du har meget ret i og så tror jeg også at det ligger i dansk kultur ikke at snakke om sygdom - især hvis ingen spørg. Hvilket de jo ikke gør, når ikke det kan ses.
      Samtidig så tror jeg også, at det som du skriver med, at det er de syge der skal råbe op, er en stor årsag til, at vi ikke er længere fremme i processen. For det er benhårdt at finde det overskud, når man står i en sårbar situation.
      Jeg tror det vigtigste der kan gøres er, at dem der fornemmer at en person de kender ikke er som personen plejer, tør sige; "jeg fornemmer, at du ikke er okay." og så være lyttende hvis den ander er klar til at åbne op.
      Men lad vær med at spørg, hvis du ikke har overskuddet til at lytte.

Skriv et svar