HVORFOR SÅ ÆRLIG?

 

Jeg har fra starten gjort meget ud af at skrive om det der rører sig i mig, og så åbenhjertet som jeg kan. Nogle af de mennesker der er tættest på mig, har været lidt bekymret for om jeg er FOR ærlig.

Til det har jeg måtte forklare at jeg ikke har gjort det uden at gennemtænke det først. Hvert eneste indlæg jeg har udgivet, især dem er personlig karakter, er velovervejet. Jeg ved fx godt, at det kan have konsekvenser for mit fremtidige arbejdsliv, at jeg har været så åben omkring stress og generelt psykisk ustabilitet.

Jeg synes dog det er vigtigt at dele. I vores samfundskultur snakker vi generelt for lidt om psykisk sygdomme og stress og det synes jeg personligt er et kæmpe problem. Jeg tror flere ville søge hjælp langt tidligere, hvis det var legitimt at sige højt. Desværre er det at være psykisk syg, have stress eller depression stadig et tabu.

 

Jeg deler også gerne indlæg om min personlige erfaringer og tanker om overvægt. Det er nervepirrende, fordi jeg deler ud af mig selv og stiller mig selv i en sårbar situation. Til gengæld så glemmer jeg det helt, når jeg modtager personlige beskeder om, hvordan folk kan se sig selv i mine indlæg, at de synes jeg er modig og sej og at det jeg skriver gør indtryk. Eller når mine indlæg bliver læst og delt i et væk.

Det fortæller mig nemlig noget om, at min mavefornemmelse er rigtigt; vi trænger til at snakke mere om de svære emner i vores kultur. Vi har brug for, at nogen tør står frem og starte debatten, tør gå forrest i kampen for at ændre på tingene. Jeg ser ikke mig selv som værende anderledes end nogen af jer der sidder og læser det her.

 

Jeg deler her på bloggen fordi jeg ikke kan lade vær. Fordi jeg elsker livet, og interesserer mig for mennesker. Det her er min måde at forsøge at gøre en forskel på, og tro mig det gør jeg ikke uovervejet. Så jeg er så ærlig som jeg er, fordi jeg håber at jeg kan være med til at gøre en forskel, om det så bare er for en enkelt person. <3

Skriv et svar